Din, deres og sandheden
Den anden dag var der en, der fortalte mig noget rigtig klogt: Der er tre sider af enhver historie, din side, den andens side og det, der faktisk skete.
Uanset hvor krænket du føler dig, føler den anden person sikkert også nøjagtig det samme.
Jeg forsøger ikke længere at vinde en kamp, for det er nytteløst.
Jeg er ikke længere interesseret i, hvad nogen mener om mig, for uanset hvor urokkeligt de tror på deres side af historien, er det blot deres side af historien.
Jeg prøver også at lade være med at holde min side som det eneste rigtige.
Helt ærligt, jeg er fuldstændig ligeglad med, om nogen mener, at jeg har ret eller ej. Hvad andre mennesker tænker om mig, rager ikke mig, og jeg bliver ved med at hamre dette motto ind i hovedet på mig.
Og uanset hvor sort og hvid situationen kan virke, ser begge mennesker, der var i situationen, gråtoner, så jeg kæmper ikke imod det mere.
Alle taler om alle bag deres ryg. Alle vil gerne være den rigtige i et skænderi. Alle ønsker at være offeret i krigen, ikke angriberen.
Uanset hvad, har jeg indset, at det absolut intet hjælper at bekymre sig om at have ret.
Jeg kan ikke gide spilde endnu et sekund af mit liv på at bekymre mig om, hvad folk, som jeg er ligeglade med, tænker om mig.
Da der er tre sider af enhver historie, og min virkelighed altid vil leve i det grå, så jeg giver op.
Jeg giver op med at forsøge at bevise, at jeg har ret, eller at jeg har svaret. Jeg opgiver at forsøge at ændre nogens mening om mig, eller hvad de tror, jeg har gjort dem og/eller hvorfor.
Jeg forsøger simpelthen at leve, så godt jeg kan, med entusiasme og iver for hver dags potentiale.