Hvordan Charlie Hunnam blev fit for en konge

Hans rejse fra arbejderklassen i Tyneside til Hollywood på sølvskærmene har været et langt og intenst slid. Men nu, hvor den lovløse biker fra Sons of Anarchy er blevet kronet til konge i Guy Ritchies arthuriske epos, har belønningen betalt sliddet tilbage. Charlie Hunnam forklarer til MH, hvorfor
han ikke kender nogen anden vej…

“Den store hvide er ikke et toprovdyr,” siger Charlie Hunnam over morgenbordet. “Orkahvaler spiser dem, så storhvaler har lært at være bange for alt, der svømmer i deres retning. Den bedste måde at forsvare sig på er at svømme hen imod dem. Nu skal man indrømme, at det kræver en ekstraordinær mængde mod og vilje at tvinge sin krop til at gøre det …”

Hvis det ikke er det mest oplagte emne at diskutere over æg med en stigende Hollywood-stjerne, er det ikke desto mindre en lærerig måde at begynde at forstå Hunnams intense tilgang til, ja, stort set alting på. For ikke så længe siden var den 37-årige Tynesider i den sidste fase af planlægningen af en ambitiøs hajdykkertur sammen med fotograf Michael Muller. Projektet ville være farligt – de ville filme ude i åbent vand i stedet for fra bure – og der ville blive brug for kløgt. Men turen blev ikke til noget.

Hans reaktion på denne nyhed var afslørende. Hunnam var så skuffet over ikke at få mulighed for at afprøve sin teori, at han i stedet dykkede tilbage i en feberagtig, ubrudt arbejdsgang. Han siger, at han ikke har taget fri i syv år. Der var en plan B – en to ugers rejse til Thailand med hans langvarige kæreste, Morgana McNelis – men engagementet i sin karriere vandt over ham.

“Jeg havde bare så meget angst for at tage væk og ikke lave noget arbejde i to uger”, giver han som begrundelse. “Jeg havde ikke været i stand til at komme til et punkt, hvor jeg var klar til at forpligte mig til at holde fri i fjorten dage. Hvilket, det er jeg klar over, er vanvittigt.” McNelis, forsikrer han MH, har på fornuftig vis selv arrangeret sin ferie i årenes løb.

Royal Ascent

Det har dog givet et imponerende udbytte, selv om det har været hårdt for kroppen. Han er netop blevet færdig med at optage en nyindspilning af Steve McQueen-klassikeren Papillon, en rolle, der krævede, at Hunnam tabte sig betydeligt for at kunne rocke fængselsbetjent-looket. Han havde allerede presset sin krop langt under sine naturlige 75 kg i forbindelse med The Lost City of Z, hvor han på et intenst ophold i Amazonas spillede en ægte Indiana Jones-figur. Før det var han gået helt den anden vej og havde taget 10 kg på til titelrollen i King Arthur: Legend of the Sword, den længe ventede Guy Ritchie-blockbuster, der kommer i biograferne i denne måned.

Sidst Hunnam var på forsiden af Men’s Health i slutningen af 2014, var han ved at begynde sine fysiske forberedelser og lovede os, at han ville komme i “utrolig form” til middelaldereposet. Han viste sig at være en mand, der holdt sit ord. I Ritchies karakteristiske genfortolkning af den gamle engelske legende – ret pænt beskrevet af hovedrollen som “ligesom Ringenes Herre møder Lock, Stock and Two Smoking Barrels” – legemliggør Hunnam en mester i kampsport og skarpe ordsprog. Han er også defineret af stramme snore af funktionelle muskler, der er mejslet ud gennem primitive kropsvægtsøvelser frem for vægte eller maskiner.

“Jeg byggede mig op til omkring 85 kg til Kong Arthur”, siger Hunnam, mens han laver det mentale regnestykke på sin første af tre fysiske forvandlinger på to år. “Når jeg virkelig arbejder hårdt på det, er det min ‘filmstjerne’-vægt.” At opnå den, siger han, var enkelt, om end brutalt. Intet ændrede sig ved hans go-to kombination af pull-ups, press-ups, dips og squats. Han varierede ikke specielt sin clean-eating-diæt. Han ansatte heller ikke, som det er branchens standard, en PT. Han øgede bare arbejdsbyrden drastisk.

“Jeg laver altid de samme ting, bare med en anden volumen, med et andet intensitetsniveau og i andre forhold,” siger han. For at give dette lidt sammenhæng forklarer han, at en typisk session kan bestå af 150 pull-ups, 400 squats med kropsvægt og den lille sag på 750 armbøjninger. Hunnam er tydeligvis god til underdrivelse. “Det er ikke raketvidenskab. Jeg spiste bare mere og lavede armbøjninger som en motherfucker.”

Selvfølgelig skulle han også arbejde på at blive en overbevisende middelalderkriger. Ud over sin styrketræning blev der brugt timer på at bokse og lære at kæmpe med sværd. Filmens sidste kampscene tog fem dage at optage, hvor der blev filmet fra kl. 7 om morgenen til kl. 18 om aftenen. “Det er ikke engang så meget det fysiske udbytte af træningen, men det mentale,” siger han. “Når du træner i en kampdisciplin hver dag, giver det dig bare det der tigerøje. Hvis nogen så opfører sig aggressivt over for dig i en scene, kan jeg køre alle scenarierne igennem mit hoved. Du ved, som at jeg vil gå til siden og give dig en albue i ansigtet.” Han smiler, bare.

Metode &Galskab

Hunnams vægt er siden faldet på et plateau, men den frygtindgydende appetit er tydeligvis ikke aftaget. Da vi mødes på Claridge’s hotel i London, bestiller manden stort. Han spiser måske ikke kød før aftensmaden, men man skal ikke forveksle den overvejende vegetariske kost med magre portioner. “Det er en ordentlig portion avocado,” bemærker han anerkendende. “De tager ikke pis på os her. Jeg kan godt lide det. Det er min stil.”

Certhly, Charlie Hunnam har aldrig været en af dem, der har været til at dille-dille. Efter at have fået sit gennembrud på britisk tv i en alder af 18 år i kultdramaet Queer as Folk blev han efterfølgende kontaktet af en amerikansk agent. “Agenten sagde, at hvis du nogensinde har lyst til at komme til LA på et tidspunkt, så kan jeg skaffe dig en lejlighed og møder”, husker Hunnam, hvis østlige Newcastle-accent nu er uudsletteligt farvet af et strejf af LA’s vestkyst. “Jeg sagde: “Okay, jeg kommer i næste uge. Og jeg tog aldrig af sted.”

Dette impulsive træk er stadig et centralt kendetegn ved manden næsten 20 år senere. Tag for eksempel hans tilgang til rollen som oberst Percival Fawcett i The Lost City of Z, der udkom i sidste måned. Hunnam er baseret på den sande historie om en pioner fra begyndelsen af det 20. århundrede, der forlod sin kone, søn og civilisation for at opsøge en ukendt junglestamme, og han forsøgte at efterligne den isolation, som hans karakter følte. Under optagelserne i den 38°C varme colombianske jungle gik han på off-grid – han fjernede sit tv, slukkede sin mobiltelefon og talte ikke med nogen uden for settet, ikke engang sin kæreste, i fire måneder.

Så hvad gjorde du?

“Jeg læste en masse bøger og tænkte over det arbejde, jeg skulle udføre,” siger han roligt. “Folk siger: ‘Det er så metodisk af dig’. Det er det måske, men jeg var bekymret for den følelsesmæssige bredde af det, jeg skulle skildre. Jeg var nødt til at få adgang til det på daglig basis, så jeg satte mig selv i den position
at leve det. Jeg følte frygten, ensomheden.”

Hans samtale er spækket med henvisninger til de bøger, han har slugt. Disse omfatter, men er ikke begrænset til: The Lost City of Z, David Granns bestseller, som inspirerede filmen, Sebastian Jungers Tribe om PTSD og The Book of Five Rings, en klassisk tekst om japansk sværdkamp, skrevet i 1645. Hunnam kan åbenbart lide at træne sin hjerne lige så meget som sin krop. I samtaler kan han gå nogle ret uortodokse veje for at finde det svar, han leder efter. Der går en time, før han opdager, at han knap nok har fået en bid af sin morgenmad.

Denne tilbøjelighed til at tænke dybt kan være i modstrid med den almindelige opfattelse af manden. Da han først havde slået sig ned i Hollywood, fik han hurtigt et ry for at spille hårde fyre. Det er en rolle, indrømmer han, han gav efter for. På skærmen spillede han “en trilogi af gale mænd” i Cold Mountain, Green Street Hooligans og Children of Men. Disse forskelligt psykopatiske præstationer var overbevisende nok til, at producent og manuskriptforfatter Kurt Sutter castede ham som den ledende biker i FX-dramaet Sons of Anarchy. I mellemtiden, uden for kameraet, blev Hunnam forfulgt af sit ry for at være en hård fyr. Han har to gange afværget potentielle indbrudstyve i sit hjem, først med et baseballbat og derefter med en machete. Han har trænet hårdt og konsekvent for at sikre, at kroppen bakkede hans front op. Alt dette, siger han, var med vilje.

Rightful Heir

Den hårde persona var en karakter, som Hunnam var født til at indtage. Da han voksede op i arbejderklassen i Newcastle, var hans far skrothandler og en aktør i den lokale underverden. En fredløs, som hans søn udtrykker det; en karrierekriminel, om man vil. Billy Hunnam døde for fire år siden, men hans søn mener, at han stadig er i ånden hos ham. “Min far var en af de hårdeste, mest brutale fyre, jeg nogensinde har mødt. På en måde føler jeg, at jeg har spillet ham meget i min karriere.”

Ironisk set var det først, da familien flyttede til Lake District, at Hunnam kom i problemer. “Jeg passede bare slet ikke ind. Det var et råt og voldeligt sted, hvor jeg voksede op, en gammel markedsby,” husker han. “Alle drengene plejede at slås. Jeg havde egentlig ikke lyst til at være involveret, men det endte med, at jeg ikke havde noget valg. Engang var jeg oppe at slås med fem fyre, og jeg blev sparket til skidtet, bare smadret.” På det tidspunkt gik han til den helt store kamp i gymnastiksalen. “Jeg ønskede aldrig at være i den situation igen. Så jeg begyndte at træne meget og lære at slås.”

Men i trediverne tvang skift i hans karriere og privatliv Hunnam til at genoverveje sit ry en smule. Arbejdsforpligtelserne tog til i en sådan grad til, at han blev tvunget til at trække sig fra hovedrollen i Fifty Shades of Grey. I hjemmet var hans far gået bort. Han og hans kæreste begyndte at tale om børn, om at slå sig ned og om at vende tilbage til England for altid. I alt dette besluttede Hunnam, at den hårde fyrs tid var forbi.

“Jeg indså, at det var dumt og i modstrid med den måde, jeg opfattede mig selv på, hvilket var som meget mere en blid kunstner,” siger han – ikke helt overbevisende, skal det siges. Nu insisterer han på, at han går til værks på en afmålt måde. “Jeg træner stadig, jeg vil stadig gerne vide, at hvis jeg nogensinde kom i en situation, hvor jeg skulle forsvare mig selv eller nogen, jeg elsker, så har jeg værktøjerne til at gøre det. Jeg ønsker ikke at gå ned ad gaden og føle frygt, men jeg ønsker heller ikke at projicere denne idé om, at hvis du tager røven på mig, bliver det en dårlig dag for dig.”

En kampchance

Hunnamn har ikke helt givet slip på det hårde optrin som mand. Professionelt set, siger han, er han tiltrukket af “muskuløse mandlige fortællinger”. Det siges, at Guy Ritchie i første omgang var tilbageholdende med at se ham til hovedrollen i King Arthur, men blev overtalt af hans niveau af beslutsomhed. Da han endelig kom ind i prøvelokalet, spurgte Ritchie ham om hans evne til at komme i den form, der var nødvendig for at få rollen. Skuespilleren blev tilsyneladende så ophidset af denne opfordring, at han tilbød at slås fysisk med de andre skuespillere, der var i spil til rollen. Ifølge Hunnam blev han så ophidset over udsigten til håndgemæng med Henry Cavill og Michael Fassbender (de mænd, der også rygtes at være i spil), at Ritchie blev nødt til at skrue ned for det.

Med den rolle, som han efterfølgende fik tildelt, introducerede instruktøren sin yngre skytte til glæden ved brasiliansk jiu jitsu. Hunnam blev straks hooked. Han og Ritchie, der har sort bælte, trænede sammen (“Det gik ikke godt for mig,” griner Hunnam), og skuespilleren trak også sine venner med i det. “Jeg har virkelig brug for noget tid som mand, noget stammetid med mine venner”, siger Hunnam om sin fælles træning. “Så nu laver vi denne smukke sammenbindende ting, hvor vi bruger en masse tid på at studere og træne sammen. Uden at jeg tænker over det eller behøver at lægge planer, ser jeg mine kammerater tre eller fire gange om ugen, selv om det bare er for at gå ud og rulle lidt rundt og kvæle hinanden.”

“Der er noget ved at kæmpe, der føles så oprindeligt og rigtigt som et udtryk og en udløsning,” fortsætter han. “Jiu jitsu er en måde at kæmpe på med meget lidt påvirkning, i modsætning til boksning eller kickboxing, hvor du ikke rigtig kan gå fuldt ud og være virkelig engageret i fuld kamp uden at fucke dig selv eller en anden op. Med jits kan du kæmpe fuldt ud, men du kommer ikke til at blive skadet.”

Når de havde fri, mødtes BJJJ-klubben igen i Ritchies hus, hvor Hunnam sloges med nogle mere kendte ansigter. “Jeg var ovre hos Guy en dag og lavede nogle jits,” husker han. “David var der, og vi rullede lidt rundt.” Det er forresten David Beckham: Ritchies kammerat og cameo skuespiller i King Arthur.

Beckham imponerede Hunnam, både foran kameraet og på måtterne. “I det øjeblik jeg begyndte at arbejde med ham, var der en sådan klarhed over, hvordan og hvorfor han er den superstjerne, han er. Han tog det bare så seriøst,” siger han om den globale superstjerne, der har en lille, men vigtig rolle i filmen. “Jeg mener, han kunne bare være dukket op, have lavet en cameo, ikke rigtig have været så investeret og bare have grinet lidt. Men han arbejdede med en skuespillertræner og kom fast besluttet på, at han ville gøre et godt stykke arbejde. Det blev bare med det samme klart, hvordan det hele er sket for ham. Han tager alting lige så skide alvorligt som et hjerteanfald.”

Hunnam overvejer et øjeblik den morgenmad, han endnu ikke har fået overstået. For en gangs skyld har han ikke travlt. Hans tidsplan er for første gang i syv år klar. Han er blevet tilbudt “et hav af film”, men har afvist dem alle. Måske er det tid til den ferie? “Jeg vil måske bruge de næste tre eller fire måneder på at skrive en historie, som jeg har haft i tankerne i lang tid,” siger han og ødelægger dermed alle hans kærestes forhåbninger om en ferie for et par. “Jeg har to film, der begge foregår i England, som jeg er nødt til at afsætte tid til. Jeg tror, at det er det næste, jeg vil lave.”

“Jeg vil også gerne blive sort bælte i jiu-jitsu, når jeg er 45 år,” fortæller han begejstret. “Det er vigtigt for mig at blive ved med at bevæge mig. Det er meningen, at vi skal være aktive dyr. Det ligger i vores DNA. At svede er den måde, jeg skifter min olie på. Jeg føler mig bare gladere, mere energisk og disciplineret, hvis jeg træner. I sidste ende træner jeg en masse hver dag, fordi jeg er skide skør.”

De store hvide, fornemmer du, er sikre et stykke tid endnu.

Ord: Colin Crummy; Fotografi: Brian Higbee; Styling: Dan Michael; Grooming: Kim Verbek