Den første Thanksgiving
af Nora Smith
For næsten fire hundrede år siden var en stor del af befolkningen i England meget ulykkelig, fordi deres konge ikke lod dem bede til Gud, som de ville. Kongen sagde, at de skulle bruge de samme bønner som ham, og hvis de ikke ville gøre det, blev de ofte smidt i fængsel eller måske fordrevet hjemmefra.
“Lad os rejse væk fra dette land,” sagde de ulykkelige englændere til hinanden, og så forlod de deres hjem og rejste langt væk til et land, der hed Holland. Det var omkring denne tid, at de begyndte at kalde sig “pilgrimme”. Pilgrimme, som du ved, er mennesker, der altid rejser for at finde noget, de elsker, eller for at finde et land, hvor de kan være lykkeligere; og disse engelske mænd og kvinder rejste, sagde de, “fra sted til sted, mod himlen, deres kæreste land”.”
I Holland var pilgrimmene stille og lykkelige i en tid, men de var meget fattige; og da børnene begyndte at vokse op, var de ikke som engelske børn, men talte hollandsk, som de små i Holland, og nogle blev uartige og ville ikke længere gå i kirke.”
“Det her vil aldrig gå,” sagde pilgrimsfædrene og -mødrene; så efter meget snak og tænkning og skrivning besluttede de sig for at komme her til Amerika. De lejede to skibe, kaldet Mayflower og Speedwell, til at sejle dem over havet; men Speedwell var ikke et stærkt skib, og kaptajnen måtte tage det hjem igen, før det var kommet ret langt.
Mayflower gik også tilbage. En del af Speedwells passagerer blev givet til hende, og så startede hun alene over det store hav.
Der var hundrede mennesker om bord – mødre og fædre, brødre og søstre og små børn. De var meget trængte; det var koldt og ubehageligt; havet var ujævnt og kastede Mayflower rundt, og de var to måneder om at sejle over vandet.
Børnene græd mange gange på rejsen og ønskede, at de aldrig var kommet med det trættende skib, der gyngede dem så hårdt og ikke ville lade dem holde sig stille et minut.
Men de havde et smukt stykke legetøj til at underholde dem, for midt på det store hav blev der født et pilgrimsbarn, og de kaldte ham “Oceanus” efter hans fødested. Når børnene blev så trætte, at de blev sure og sure, lod Oceanus’ mor dem komme og lege med ham, og det bragte altid smil og glade ansigter tilbage igen.
Til sidst kom Mayflower i sigte af land; men hvis børnene havde tænkt på græs og blomster og fugle, må de være blevet meget skuffede, for det var en kold november måned, og der var intet at se ud over sten og sand og hård bar jord.
Nogle af pilgrimsfædrene, med den tapre kaptajn Myles Standish i spidsen, gik i land for at se, om de kunne finde nogen huse eller hvide mennesker. Men de så kun nogle indianere, som løb væk fra dem, og de fandt nogle indianerhytter og noget majs, der var begravet i huller i jorden. De gik frem og tilbage fra skibet tre gange, indtil de efterhånden fandt et smukt sted at bo, hvor der var “marker og små rindende bække.”
Til sidst gik alle de trætte pilgrimme i land fra skibet på et sted, der nu kaldes Plymouth Rock, og det første hus blev påbegyndt juledag. Men når jeg fortæller jer, hvor syge de var, og hvor meget de led den første vinter, vil I blive meget triste og have ondt af dem. Vejret var koldt, sneen faldt hurtigt og tykt, vinden var iskold, og pilgrimsfædrene havde ingen til at hjælpe dem med at fælde træerne og bygge deres kirke og deres huse.
Pilgrimsmødrene hjalp alt, hvad de kunne; men de var trætte af den lange rejse, og de frøs og var også sultne, for ingen havde den rigtige slags mad at spise, og ikke engang nok af den.
Så først blev en syg, og så en anden, indtil halvdelen af dem lå i sengen på samme tid; den tapre Myles Standish og de andre soldater plejede dem så godt, som de kunne; men før foråret kom, døde halvdelen af dem og var omsider taget til “himlen, deres kæreste land”.”
Men efterhånden skinnede solen mere klart, sneen smeltede, bladene begyndte at vokse, og det søde forår var kommet igen.
Nogle venlige indianere havde besøgt pilgrimmene i løbet af vinteren, og kaptajn Myles Standish havde sammen med flere af sine mænd besvaret besøget.
En af de venlige indianere hed Squanto, og han kom og boede hos pilgrimmene og viste dem, hvordan de skulle plante deres majs og deres ærter, hvede og byg.
Da sommeren kom, og dagene blev lange og lyse, var pilgrimsbørnene meget glade, og de syntes, at Plymouth virkelig var et dejligt sted. Der voksede alle mulige smukke vilde blomster ved deres døre, der var hundredvis af fugle og sommerfugle, og de store fyrreskove var altid kølige og skyggefulde, når solen var for stærk.
Når det blev efterår, samlede fædrene byggen og hveden og majsen, som de havde plantet, og de fandt ud af, at det var vokset så godt, at de ville have rigeligt til den lange vinter, der var på vej.
“Lad os takke Gud for det hele,” sagde de. “Det er ham, der har fået solen til at skinne og regnen til at falde og kornet til at gro.” Så de takkede Gud i deres hjem og i deres lille kirke; fædrene og mødrene og børnene takkede ham.
“Så”, sagde pilgrimmemødrene, “lad os holde en stor Thanksgiving-fest og invitere de venlige indianere og alle sammen glæde os.”
Så holdt de den første Thanksgiving-fest, og det blev en stor fest! Fire mænd gik ud og skød en hel dag og bragte så mange vilde ænder og gæs og store vilde kalkuner med hjem, at der var nok til næsten en uge. Der var selvfølgelig også hjortekød, for der var masser af gode hjorte i skoven. Så lavede pilgrimmemødrene majs og hvede til brød og kager, og derudover fik de fisk og muslinger fra havet.
De venlige indianere kom alle sammen med deres høvding Massasoit. Alle kom, som var inviteret, og flere, tør jeg godt sige, for der var halvfemsindstyve af dem i alt.
De havde fem hjorte med sig, som de gav til pilgrimmene, og de må have været meget glade for festen, for de blev der i tre dage.
Hvor venlige indianerne end var, ville man være blevet meget bange, hvis man havde set dem; og barnet Oceanus, som dengang var et år gammel, begyndte først at græde, hver gang de kom i nærheden af ham.
De var klædt i hjorteskind, og nogle af dem havde en vildkats pels hængende på armene. Deres lange sorte hår faldt løst ned på deres skuldre og var pyntet med fjer eller rævehaler. De havde deres ansigter malet på alle mulige mærkelige måder, nogle havde sorte striber så brede som en finger hele vejen op og ned ad dem. Men uanset hvad de havde på, var det deres allerbedste tøj, og de havde taget det på til Thanksgiving-festen.
Hvert måltid, før de spiste noget, takkede pilgrimmene og indianerne sammen Gud for al hans godhed. Indianerne sang og dansede om aftenen, og hver dag løb de løb om kap og legede alle mulige lege med børnene.
Og nogle gange så pilgrimmene med deres geværer og indianerne med deres bue og pilbue, og så skulle de se, hvem der kunne skyde længst og bedst. Så de var glade og muntre og taknemmelige i tre hele dage.
Pilgrimmemødrene og -fædrene havde været syge og triste mange gange, siden de gik i land fra Mayflower; de havde arbejdet meget hårdt, ofte havde de ikke fået nok at spise, og de var virkelig sørgelige, når deres venner døde og forlod dem. Men nu forsøgte de at glemme alt dette og kun tænke på, hvor god Gud havde været mod dem, og således var de alle sammen glade ved den første Thanksgiving-fest.
Alt dette skete for næsten fire hundrede år siden, og lige siden den tid har man holdt Thanksgiving i vores land.
Hvert år har vores fædre og bedstefædre og oldefædre “glædet sig sammen” ligesom pilgrimmene og har haft noget at være taknemmelige for hver gang.
Hvert år har en far fortalt historien om de modige pilgrimme til sine små sønner og døtre og har lært dem at være meget glade og stolte over, at Mayflower kom sejlende til vores land for så mange år siden.