I de seneste år er der sket en eksponentiel vækst i viden om DNA-sekvensen i det menneskelige genom. Samtidig er der blevet udviklet højtydende teknologier til analyse af genomet og genetisk variation, som gør det muligt at udtrække en mængde genetisk information, der er mange gange større end det var muligt for blot få år siden. Dette har ført til en dramatisk stigning i antallet af undersøgelser, der har til formål at forstå den genetiske baggrund for komplekse sygdomme, efterfulgt af et enormt antal rapporter fra sådanne undersøgelser. Denne stigning kan forventes at tage endnu mere fart i de kommende år. For allergi, som for andre komplekse sygdomme, har både koblings- og associationsundersøgelser for det meste givet tvetydige konklusioner – interessante resultater, som ofte er blevet efterfulgt af manglende gentagelse af andre forskningsgrupper. På denne baggrund er “The Hereditary Basis of Allergic Diseases” et dristigt forsøg på at dække emnet. Den læser, der søger en omfattende gennemgang af linkage- og associationsresultater, vil blive skuffet; på den anden side er der indtil nu kun nået få entydige konklusioner om allergi, og en sådan tekst ville sandsynligvis ret hurtigt blive forældet. Dette problem undgås i vid udstrækning af redaktørerne, S. T. Holgate og J. W. Holloway, idet de fokuserer hovedparten af bogen ikke kun på mulige genetiske ætiologiske faktorer, men også på mekanistiske spørgsmål.
I det første af 11 kapitler giver Tarja Laitinen en inspireret introduktion til arvelighed i forbindelse med allergi og astma, der dækker sygdomsspecifikke emner som tvilling- og familiestudier og arvelighedsmåder, efterfulgt af et mere generelt afsnit om sygdomsmodeller for komplekse sygdomme, strategiske spørgsmål og selektionens rolle i kortlægningsforsøg. En vigtig konklusion i dette kapitel er, at arveligheden af astma er i størrelsesordenen 60-80 %. Trods en betydelig indsats kan der ikke drages nogen klare konklusioner af koblings- og associationsundersøgelser, hvilket tyder på, at der på befolkningsniveau er snesevis af forskellige loci involveret i udviklingen af astma, og at der findes en betydelig locusheterogenitet mellem familier.
I det andet kapitel beskrives genomscanninger for astma. Kun fire genomscanninger er beskrevet i detaljer. Da der ikke kan drages klare konklusioner, og da der siden bogens udgivelse er blevet rapporteret og fortsat vil blive rapporteret genomscanninger med mere signifikante resultater, vil dette kapitel snart primært være af historisk interesse. I dette kapitel, som i de øvrige kapitler, rapporteres der imponerende P-værdier, hvilket kan føre den uerfarne læser til falske konklusioner. En diskussion af genomisk signifikans, her eller andetsteds i bogen, ville have været på sin plads.
I det tredje kapitel diskuteres grundlæggerpopulationers rolle i forbindelse med kortlægning af komplekse sygdomsgener. Kapitlet er hovedsageligt en meget kort beskrivelse (fem sider) af forfatterens(Carole Ober’s) undersøgelser hos hutteritterne.
De næste syv kapitler diskuterer forskellige funktionelle kandidatgeners eller genfamiliers rolle i allergiske sygdomme eller rettere sagt i astma. Som i resten af bogen er der kun lidt eller ingen diskussion af andre kliniske allergifænotyper, som f.eks. allergisk rhinitis eller atopisk dermatitis. Måske ville en mere passende titel for bogen have været “The Hereditary Basis of Asthma.”
Vigtigheden af immunregulerende responser er behandlet i N. Hizawas kapitel om genetisk regulering af specifik IgE-reaktivitet og i A. H. Mansurs kapitel om genetisk variation ved HLA- og TCR-loci og om udviklingen af allergi og astma. Disse to kapitler indeholder meget detaljerede diskussioner og >200 referencer. I kapitlet af N. Hizawa er der en diskussion af kandidatregioner, som blev foreslået ved en genomscanning, hvor de maksimale NPL-scoringer lå mellem 2,23 og 1,28. For det første burde det have været understreget, at NPL-scoringer ikke er det samme som almindelige LOD-scoringer, og for det andet burde det have været understreget, at de opnåede P-værdier langt fra når genomisk signifikans og meget sandsynligt er falsk-positive observationer på grund af tilfældigheder.
I kapitel 6 diskuteres kromosomal region 11q13, en af de første kandidatregioner, der blev identificeret ved kobling til atopi. Igen er de første positive resultater efterfulgt af nogle få understøttende undersøgelser, men også af flere negative rapporter. Det er interessant, at nogle af undersøgelserne tyder på, at modtagelighed for sygdommen nedarves fra moderen. Et åbenlyst funktionelt kandidatgen, der er placeret i denne region, nemlig det gen, der koder for β-underenheden af IgE-receptoren med høj affinitet, har tiltrukket sig særlig interesse. Flere undersøgelser rapporterer om en sammenhæng mellem polymorfismer i dette gen og mål for atopi, men igen er der flere undersøgelser, som ikke kan reproducere disse resultater.
I de næste kapitler diskuteres en række funktionelle kandidatgener, herunder gener for IL-13, IL-13-receptorer,IL-9 og IL-9-receptoren, gener for nitrogenoxidsyntaser og gener, der er involveret i reguleringen af leukotrienproduktion og -aktivitet. I disse kapitler er hovedvægten lagt på astma – til en vis grad på sygdomsætiologi, men i højere grad på patofysiologiske mekanismer. Især i kapitlet om leukotriener diskuteres det vigtige emne om genetisk bestemt behandlingsrespons. Alene i dette kapitel er der anført 140 referencer.
I det sidste korte kapitel diskuteres gener, der påvirker astmaens sværhedsgrad, og i hvilket omfang disse gener måske eller måske ikke adskiller sig fra gener af ætiologisk betydning. Der er kun foretaget et begrænset antal undersøgelser af sygdommens sværhedsgrad; derfor diskuteres kun nogle få gener, herunder gener for IL-4 og dets receptor, den β2-adrenerge receptor og for α1-antitrypsin.
Læseren, der søger en detaljeret gennemgang af genetisk epidemiologiske metoder og af resultater af undersøgelser af allergiske sygdomme, bør søge disse oplysninger andetsteds. På den anden side giver bogen en grundig beskrivelse af en række funktionelle kandidatgener, som kan være involveret i disse sygdommes ætiologi, og som helt sikkert er vigtige for patofysiologien. I den henseende er de fleste af kapitlerne meget informative, og referencelisten er omfattende (700 i alt). Man bør dog huske på, at det stadig er umuligt at forudsige, i hvilket omfang genetisk modtagelighed for allergi og astma vil kunne forklares ved variation i åbenlyse funktionelle kandidatgener. Nogle få af de seneste meget omtalte undersøgelser af gener for allergi-modtagelighed har identificeret gener, som ingen ville have haft mistanke om, f.eks. ADAM33 (kromosom 20), PHF11 (kromosom 13), DPP10 (kromosom 2) og GPRA (kromosom 7), men det er vigtigt at understrege, at det i øjeblikket ikke er klart, i hvilket omfang disse gener forklarer en del af den genetiske modtagelighed for allergiske sygdomme.